Lykke-Per. Henrik Pontoppidan

DANNELSE. Jeg sad oppe på biblioteket på Krogerup i en pause i vores sommerkursus og manglede en bog at læse. Og da biblioteket ikke er det mest opdaterede, var en klassiker på alle måder på sin plads. Koden skulle lige knækkes over de første 100 sider - det er en lang bog. Men så var det jo en fremragende fortælling, som fik mig til at fiske det gamle eksemplar fra 1934 ud af reolen, som har ventet på mig længe.

Jeg bliver selvfølgelig edderspændt rasende på det pjok til Per, der kan alting, sålænge der er folk, der betaler hans ophold i livet og skænker vin i glasset og finansierer hans færd rundt i verden, men som har rygrad som spaghetti, når han skal stå på egne ben - og slet ikke har øje for "denne vidunderlige Jakobe", som han ret beset slet ikke er god nok til, men lige skal rundt og snuse til andre damer og ender hjemme ved malkepigen, som man jo nok gætter lidt tidligt i historien. Man kan ikke lade være med at få den tanke, hvor meget der er bedre i dag, fordi unge kan knalde dem, de vil, blive kærester noget tid, få det overstået og så slippe dem igen. Så havde mange kvaler været overstået for bogens hovedpersoner, herunder de bekymrede forældre, som må annoncere forlovelserne.

 Noget af det bedste er faktisk at læse om, hvordan København fungerer og udvikler sig i løbet af de år, man følger ham. Hvordan brokvartererne skyder op og det bliver til PH's København. Hvordan overklassen fester og skønt at følge dem, når de tager på landet (man må gå ud fra, at det er cirka Hellerup, de farer ud til). Men det er også tankevækkende, hvor internationalt orienterede, de faktisk er. Og så er hele kampen mellem Pers sort-kristne præstehjem, den lysere (næsten lalleglade) grundvigianisme og hele det moderne gennembruds afsværgelse af religionen til fordel for fremskridtet en fornøjelse at læse - ikke mindst, fordi det ikke er skrevet med nutidens besserwisser-synsvinkel.

 På trods af, hvordan man bander af Lykke-Per, kan man ikke lade være med at heppe på ham. Også hen mod slutningen, hvor han endelig kan siges at træde i karakter og ofre noget dyrt for et andet menneske. Det er virkelig en stor bog, en flot dannelsesfortælling, en nuanceret tidsskildring og tilsat en meget fin humor. Jeg kunne godt læse noget mere Pontoppidan.

Gyldendal, 1934 (oprindeligt 1898-1904), 758 sider.