fredag, oktober 05, 2012

Kongens Fald. Johannes V. Jensen

DANNELSE II."Du bist enterbt", sagde Hans Jørn til Kirse, da hun endnu engang havde opgivet at komme igennem Kongens Fald. Hvordan kunne datteren ikke anerkende storheden i dette mesterværk? Jeg ved det, Hans Jørn: Magen til selvhøjtidelig sejtrækker i bedaget sprog skal man da lede dybt i reolen efter. Det mindede mig ikke så lidt om at høre Poul Reumert læse Oehlenschlägers Guldhornene op.

Alle store værker kræver en indsats, således må der også lægges en her. Og det er svært ikke at nyde, hvordan hestene skumpruster sig vej gennem Sverige og Jylland og falder døde om, eller føle med den stakkels pige, der bliver sat til offentlig spot og spe og spytklatter - og hvis barn senere dukker uventet op og trækker spor gennem historien. Men der kommer aldrig den dybde i karaktererne, der skaber en medrivende fortælling for mig. De er afstumpede, og når man ikke kender historien, og her mener jeg Danmarkshistorien, præcist på forhånd, bliver man nødt til at slå hændelserne op, for at det næsten overhovedet giver mening. For det er ikke nok at vide, at det stockholmske blodbad fandt sted, man må også kende til bisper og svensk adel.

I modsætning til sommerens anden store klassiker, Lykke-Per, der rækker fremad og skaber en stor fortælling, var Kongens Fald en bog, hvor man konstant tænkte: Hvor mange sider er der NU tilbage? Og uanset, hvor mange trusler om at blive gjort arveløs, man modtager, tror jeg aldrig, at jeg bliver fan af den bog.

Gyldendal, 1900/1944/2007, 240 sider.