Blekingegadebanden 1 - Den danske celle (lydbog). Peter Øvig Knudsen

LYDBOG. På grund af en hjernerystelse har jeg slået mig på husets eneste lydbog: Blekingegadebanden. Egentlig havde jeg begge to, men da cd nummer to ikke virkede (irriterende), måtte jeg nøjes med del 1.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor bog, en vigtig historie og noget af det vildeste og tætteste vi kommer på terror indtil den sidste tids lykkeligvis afværgede angreb på Jyllands-Posten. Og der er grund til, at den har fået alle de priser, den har: Den er detaljeret, den har nye oplysninger, det er vanvittig dygtig research, det er overraskende. Og ja, det er skrevet med overskud. Og ja, det er et helt enestående projekt, både i format og i vigtighed. Alt det er jeg enig i.

Og så kommer det ... MEN ... den er for lang. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg troede, at bind 1 var hele historien og bind 2 var en slags opfølgning, fraklip, opdateringer og sidehistorier, en slags bonustrack. Men nej - efter cirka del 30 af 48 opdagede jeg, at historien ikke kunne nå at blive færdig i del 1, og ganske rigtigt: Del 1 slutter med, at døren til lejligheden i Blekingegade gik op. Jeg føler mig snydt - for jo, der har været noget fed action med Carlos og flykapringerne - men det er først nu, der virkelig skal drama på bordet i homebase Denmark. Og så er kræfterne brugt op? Måske fordi jeg hører den som lydbog, for det tager bare længere tid end at læse den selv. Måske fordi der er terror på alle kanaler og har været det i snart ti år. Men hvis jeg ikke tager fat i bind to NU, så glemmer jeg jo sammenhængen og hvem, der er hvem. Måske skal jeg læse den i stedet for at høre den. Men der er lige et par andre bøger på hylden, der står forrest, når jeg igen skal til at bladre i papir.

Gyldendal Lyd 2008, 14 timer og 30 minutter, MP3 (og DET er fedt, for så kan den smides på telefonen).

Satans yngel. Sanne Munk Jensen

VESTERBRO. Fårk, hvor kan hun bare skrive, altså især dialoger, det er så knivskarpt - Sanne Munk Jensen er en slags Thomas Kluge på skrift, i hvert fald for den del af verden, som hun beskriver. Det er så levende, at man næsten tænker det som journalistik eller en veninde, der fortæller. Ok, det er måske ikke verdens største historie, plottet er meget enkelt og ligeud, men så holder vi karaktererne i live til næste bog. En mellemmad, men højt belagt.

Gyldendal, 2010, 224 sider.

Renselse. Sofi Oksanen

OVERLEVELSE. Det er en rigtig god bog, selvom den ikke er som forventet. Når der står noget med et traficking-offer på bagsiden, så forventer jeg at bruge en del tid sammen med klamme bagmænd i Lilia-forever-setup, og der skal man selvfølgelig også hen, men det meste foregår på en bondegård i Estland, hvor der bor en gammel kone. Hun fik ikke den, hun elskede, det gjorde hendes perfekte søster, og det er et dårligt udgangspunkt for et land, der bliver forgiftet af sovjetstaten, der rykker ind, og så handler det om een ting: Overlevelse. Og der er nogen, der vil gå rigtigt langt for at overleve.

Det er et rigtigt godt plot, hvor man indtil det sidste overvejer, hvordan bondekonen vil håndtere situationen med den trafickede pige, der ikke er helt, hvad hun tror. Oksanen har en meget fin evne til at fremhæve præcis så mange detaljer, at billederne og stemningerne lever perfekt - men ikke så mange, at man dør i overlæs. Man kan se søsterens smukke smil og hår (note: Jeg ser twin peaks i øjeblikket, og Ingel ligner i mine tanker en tysk Laura Palmer), man mærker dampen fra den kogende gryde på komfuret, man fatter hvor luset bordellet i Berlin er. Meget smukke symbolske detaljer, det er jo nok ikke ligegyldigt, når de koger sæbe i en bog, der hedder renselse, vel? And then it's comes with a twist in the end. I like it. God roman, og slet ikke så gammeldamet, som coveret antyder. Velfortjent pris.

Rosinante 2010, 359 sider.