Kurt Westergaard: Manden bag stregen. John Lykkegaard.

FRISTIL. At læse Kurt Westergaards erindringer er som at blive trukket gennem et 270 sider langt læserbrev i Jyllands-Posten. Med undtagelse af få, dramatiske højdepunkter er bogen skiftevis dybt kedelig eller groft generaliserende, især over for muslimer. Fortællemæssigt er det ringe journalistisk håndværk, og den lider groft under en udpræget mangel på en redaktør til at luge ud. Tillad mig at forklare:

I folkeskolen fik man jævnligt til opgave at skrive en stil med overskriften "Min sommerferie". Titlen var en invitation til - uden nogen form for synderlig relevans - kronologisk at berette, hvad der var foregået i de forgangne syv uger. Kurt Westergaards erindringer fungerer på samme måde, blot over syv årtier. Hovedpersonen har tydeligvis fortalt sin historie til en båndoptager, og båndene er derefter transkriberet.

Resultatet er en flere hundrede sider lang fortælling om Kurt Westergaards barndom og liv, ofte uden nogen relevans for udenforstående: "Som barn holdt jeg sommerferie i Randers hos min farfar og farmor. Det husker jeg som nogle hyggelige ferier", kan der stå, uden yderligere opfølgning. Vi hører også, at Kurts far i 1987 fik koldbrand i benet, at smeden i Døstrup var en flink fyr, og at Kurts og konen Gittes møbler matchede, da de skulle flytte sammen. Det bliver nærmest komisk irrelevant undervejs. Kurt Westergaards talestrøm afbrydes kun af et par siders indlæg fra gamle venner som Mogens Camre, der holder ukritiske skåltaler over skabelonen "Kurt har altid været en flink fyr".

Kurt Westergaards holdning til islam fylder meget i bogen. Han mener for eksempel, at muslimer i den vestlige verden vælger "at leve i en parallelverden, samtidig med at de ved hjælp af terror og vold prøver at nedbryde vore værdier". Faderen i en muslimsk familie "fastlægger suverænt den enkeltes skæbne, som f.eks. arrangerede ægteskaber" - og så videre i den dur. Det er netop den holdning til muslimer, Kurt Westergaard en dag i 2005 illustrerer i Muhammed-tegningen. Her bliver fortællingen faktisk stedvist interessant, uden dog at tilføre den velkendte historie noget nyt, og undervejs må man hæve øjenbrynene. Kurt Westergaard har for eksempel denne tolkning af holdningen på Jyllands-Postens redaktion: "Alle bakkede op om situationen." Virkelig? Vil alle på Jyllands-Posten skrive under på den udlægning?

Skulle man have interesse for Kurt Westergaard, kan Anne Sofie Kraghs portræt i Euroman anbefales. "Manden bag stregen" er derimod den ringeste bog, jeg nogensinde har læst.

Forlaget Mine Erindringer 2010. 277 sider.

Oprindeligt trykt i fagbladet Journalisten, november 2010.