Game Change. John Heilemann og Mark Helperin

VALGKAMP. Tænk, hvis der en dag var en dansk journalist, der kastede sig ud i at skrive noget bare en tiendedel så godt, grundigt og fortællende som dette. Det eksisterer bare ikke herhjemme. Game Change er historien om først primærvalget, derefter præsidentvalget i USA i 2008. Og ultimativt cool er historien fortalt scene på scene på scene.

Vi står med ude ved pissoiret, når de republikanske kandidater bagtaler hinanden - og vedkommende pludselig træder ind. Vi hører med på linjen, når Bill Clinton i telefonmøder kommer med sine i bedste fald skæve, i værste fald deciderede skadelige ideer til, hvordan Hillary skal føre valgkamp. Vi hører om John Edwards kuleskøre kone Elizabeths første møde med Edwards endnu mere kuleskøre, new age-elskerinde, som pludselig får et barn. Vi er med i Obamas hotelværelse i Iowa, når han vågner midt om natten. Vi hører på, når Sarah Palin skal ikke bare medietrænes, men have et decideret crash-course i international politik via stakkevis af hovedsætninger på cuecards - og alligevel kan hun ikke forklare, hvorfor Nord- og Sydkorea er to lande og mener, at Saddam Hussein stod bag 9/11. Og så klarer hun alligevel debatten med Joe Biden, som hun konsekvent ikke kan huske efternavnet på og derfor bare kalder ham 'Joe'. Vi er med de mange gange, hvor valgkampen tager ny kurs, og spillet ændrer sig. Og det ændrer sig hele tiden.

Det er svært ikke at synes, at forfatterne er på Obamas side - sejrherren skriver historien, og mange betragtninger synes også at være efterrationaliseringer. Der bliver ikke stillet mange kritiske spørgsmål til Obamas ambitioner, altså om han så KAN forene, som han siger, han vil. Langt hen af vejen tænker man faktisk, at Hillary er en langt mere solid kandidat (Hillary har gjort et dygtigt spin med denne bog). Men der er også mange eksempler på, også i McCains kampagne, at når man er i medvind, så bliver alt tolket positivt. Det samme altså med Obama.

Kun enkelte steder, blandt andet i McCainworld, hvor kilderne er langt dårligere end hos demokraterne, bliver forfatterne nødt til at ty til analyse à la danske politiske kommentatorer. Resten af tiden er det konkrete aktører, der handler, tænker og interagerer. I Danmark bruger de politiske iagttagere kun 'Tell it'. I USA findes der også nogle, der kan håndtere 'show it'. Og man skal kun have gået en enkelt dag på en journalistuddannelse for at vide, hvad der er stærkest. Det her er suveræn, politisk storytelling i en klasse, der slet ikke findes i Danmark. Gid det gjorde.

Harper 2010, 436 sider.