Nul Røvhuller-reglen. Robert I. Sutton

KARNOV. En lille håndbog i alle de røvhuller - herunder fra tid til anden også én selv - som får lov at hærge arbejdspladser i årevis, og hvad man kan gøre for at tackle dem. I modsætning til danske bøger som "Psykopater i jakkesæt" m.m. handler denne bog ikke om, at det er SYND for den, der læser den, og at det helt sikkert er din kollega/chef/eleverne, der er idioter, og dig, der er en forfulgt, mobbet stakkel (dog falder det danske forord i netop den fælde), men om, at der findes træk, som man skal undgå, både hos sig selv og andre.

Sutton beskriver, at røvhulsattitude smitter, og at røvhuller skal sparkes på porten - og det er altså ikke kun chefens opgave at håndtere situationen, selvom vedkommende selvfølgelig til sidst har ansvaret - det er alles opgave. Sjovt nok beskriver bogen også, hvordan der på kort bane kan være fordele eller ligefrem nødvendighed i at være et røvhul fra tid til anden.

Det er nok lige at stramme den at gøre en bog ud af Suttons pointer - det er basalt set en lang artikel, der er blæst op. Det er en sjov, letlæst lille bog, som mest af alt beviser en himmelvid forskel i formidlingsevner mellem danske og amerikanske professorer. Men betal ikke penge for den. Lån den i stedet, den kan læses på en eftermiddag.

Gyldendal Business, 2008, 205 meget små sider.

The Book Thief. Mark Zusak

FRANK. Sød og piget krigsbog om en tysk pige i München under krigen, som godt kan lide og læse og stjæle bøger og høre sin far spille harmonika. Det er døden, der er historiens fortæller, og det må jo siges helt fra start at være noget ildevarslende. Bogen er på bedste anbefaling fra Fleming, meeen, jeg tror ikke, at jeg er lige i målgruppen. Har altså også hørt 2. verdenskrigshistorier nok, altid inclusive mindst een stereotyp nazist, jøder og en mødet mellem mennesker på tværs af konfessioner.

Random House, 2005, 584 sider.

Game Change. John Heilemann og Mark Helperin

VALGKAMP. Tænk, hvis der en dag var en dansk journalist, der kastede sig ud i at skrive noget bare en tiendedel så godt, grundigt og fortællende som dette. Det eksisterer bare ikke herhjemme. Game Change er historien om først primærvalget, derefter præsidentvalget i USA i 2008. Og ultimativt cool er historien fortalt scene på scene på scene.

Vi står med ude ved pissoiret, når de republikanske kandidater bagtaler hinanden - og vedkommende pludselig træder ind. Vi hører med på linjen, når Bill Clinton i telefonmøder kommer med sine i bedste fald skæve, i værste fald deciderede skadelige ideer til, hvordan Hillary skal føre valgkamp. Vi hører om John Edwards kuleskøre kone Elizabeths første møde med Edwards endnu mere kuleskøre, new age-elskerinde, som pludselig får et barn. Vi er med i Obamas hotelværelse i Iowa, når han vågner midt om natten. Vi hører på, når Sarah Palin skal ikke bare medietrænes, men have et decideret crash-course i international politik via stakkevis af hovedsætninger på cuecards - og alligevel kan hun ikke forklare, hvorfor Nord- og Sydkorea er to lande og mener, at Saddam Hussein stod bag 9/11. Og så klarer hun alligevel debatten med Joe Biden, som hun konsekvent ikke kan huske efternavnet på og derfor bare kalder ham 'Joe'. Vi er med de mange gange, hvor valgkampen tager ny kurs, og spillet ændrer sig. Og det ændrer sig hele tiden.

Det er svært ikke at synes, at forfatterne er på Obamas side - sejrherren skriver historien, og mange betragtninger synes også at være efterrationaliseringer. Der bliver ikke stillet mange kritiske spørgsmål til Obamas ambitioner, altså om han så KAN forene, som han siger, han vil. Langt hen af vejen tænker man faktisk, at Hillary er en langt mere solid kandidat (Hillary har gjort et dygtigt spin med denne bog). Men der er også mange eksempler på, også i McCains kampagne, at når man er i medvind, så bliver alt tolket positivt. Det samme altså med Obama.

Kun enkelte steder, blandt andet i McCainworld, hvor kilderne er langt dårligere end hos demokraterne, bliver forfatterne nødt til at ty til analyse à la danske politiske kommentatorer. Resten af tiden er det konkrete aktører, der handler, tænker og interagerer. I Danmark bruger de politiske iagttagere kun 'Tell it'. I USA findes der også nogle, der kan håndtere 'show it'. Og man skal kun have gået en enkelt dag på en journalistuddannelse for at vide, hvad der er stærkest. Det her er suveræn, politisk storytelling i en klasse, der slet ikke findes i Danmark. Gid det gjorde.

Harper 2010, 436 sider.

Tavshedens Tyranni. Flemming Rose

YTR! Glem lige Muhammed-tegningerne et øjeblik, inden vi stivner i de fastlåste holdninger. Ja, selvfølgelig er de omdrejningspunktet for Flemming Roses nye bog, "Tavshedens Tyranni". Selvfølgelig. Men alle journalister burde læse om ikke hele, så i hvert fald store, kødfulde uddrag af bogen, uanset hvad man måtte mene om manden og tegningerne.

For Rose har gjort den danske journaliststand den tjeneste at give et begavet og begrundet bud på, hvad konsekvenserne risikerer at blive, hvis ytringsfriheden bliver begrænset - eller endnu værre, hvis selvcensuren råder i et samfund. Bogen er en intellektuel og praktisk udfordring, der hurtigt viser sig at være mere kompliceret at besvare end beregnet.

Rose selv er ytringsfrihedsfundamentalist: Ytringsfriheden bør have så vide grænser som overhovedet muligt, ligesom i USA. I et åbent samfund er den en grundpille, i et åbent samfund er det helt afgørende, at enhver må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. For hvis jeg ikke må krænke dine følelser, må du heller ikke krænke mine følelser, og det er skruen uden ende, mener Rose. Konsekvensen ville være, at det kun er nazister, der må fortælle vittigheder om nazister, og inden længe vil alle kunne påberåbe sig beskyttelse, "fra veganere og afholdsfolk til fladbrystede smørrebrødsjomfruer". Sådan kan et åbent samfund ikke fungere. Rediger lige et dagblad ud fra den præmis. Eller endnu værre: En debatside.

Det er dog ikke alt i Roses noget vildtvoksende værk, der er lige godt. Hvad laver hans fars barndomsminder for eksempel midt i det hele? Og så fylder Roses omfattende betragtninger om det tidligere Sovjetunionen alt for meget, og parallellerne bliver draget for vidt.

Flemming Rose er rykket fra sidelinjen, fra den observerende og noterende journalist, lige ind i midten af orkanens øje. Hans journalistik har fået konsekvenser, og dem må han bære som et åg, en forbandelse, en sag, en mission. Muhammed-sagen gjorde os klogere på verden. Og det gør Flemming Roses grundige bog sandelig også.

Jyllands-Postens Forlag 2010, 528 sider

Oprindeligt trykt i fagbladet Journalisten oktober 2010

Jeg er en hær. Lars Husum

GAVE. Ja, det er jo meget nemt: Det her er nemlig verdens bedste bog! Skynd jer at købe og læse den. Men da jeg ikke er helt partisk, vil jeg lade andre tale:

"Lars Husums anden roman skildrer indgående og gribende en professionel soldats langsomme sammenbrud
 ... Jakobs langsomme sammenbrud, med mareridt, virkelighedsforstyrrelser, skyldfølelser og alskens andre stresssymptomer, er skildret med uhyggelig livagtighed.” Lasse Horne Kjældgaard, Politiken

"Lars Husum er med blot to romaner blevet en forfatter, der sætter niveau
 ... den ofte er helt inde og gøre ondt. Eller tvinger én til at se ud i afgrunden. Rent teknisk er Jeg er en hær let og hurtigt læst, men den bliver siddende i nerverne og mellemgulvet, og afgrunden bliver ved med at kigge tilbage.” Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

"Lars Husum er ikke bare kommet godt ind i den danske samtidslitteratur med sine to første romaner, han har også fra første færd fundet sin helt særlige litterære stil og tone." Klaus Rothstein, Weekendavisen

“Læs den. En virkelig, virkelig fremragende bog.” Tore Leifer, DR Kulturnyt

“En rigtig, rigtig god bog.” Anna Grue, Smagsdommerne

"Læs den!" Ugens anbefaling. Kirsten Jacobsen, Smagsdommerne

"Fremragende roman ... et stykke yderst velskrevet romankunst, der forholder sig nuanceret til alle facetter af beslutningen om at lade danske soldater træde forrest i klodens farligste konflikter." Nanna Mogensen, Fyens Stiftstidende

Kurt Westergaard: Manden bag stregen. John Lykkegaard.

FRISTIL. At læse Kurt Westergaards erindringer er som at blive trukket gennem et 270 sider langt læserbrev i Jyllands-Posten. Med undtagelse af få, dramatiske højdepunkter er bogen skiftevis dybt kedelig eller groft generaliserende, især over for muslimer. Fortællemæssigt er det ringe journalistisk håndværk, og den lider groft under en udpræget mangel på en redaktør til at luge ud. Tillad mig at forklare:

I folkeskolen fik man jævnligt til opgave at skrive en stil med overskriften "Min sommerferie". Titlen var en invitation til - uden nogen form for synderlig relevans - kronologisk at berette, hvad der var foregået i de forgangne syv uger. Kurt Westergaards erindringer fungerer på samme måde, blot over syv årtier. Hovedpersonen har tydeligvis fortalt sin historie til en båndoptager, og båndene er derefter transkriberet.

Resultatet er en flere hundrede sider lang fortælling om Kurt Westergaards barndom og liv, ofte uden nogen relevans for udenforstående: "Som barn holdt jeg sommerferie i Randers hos min farfar og farmor. Det husker jeg som nogle hyggelige ferier", kan der stå, uden yderligere opfølgning. Vi hører også, at Kurts far i 1987 fik koldbrand i benet, at smeden i Døstrup var en flink fyr, og at Kurts og konen Gittes møbler matchede, da de skulle flytte sammen. Det bliver nærmest komisk irrelevant undervejs. Kurt Westergaards talestrøm afbrydes kun af et par siders indlæg fra gamle venner som Mogens Camre, der holder ukritiske skåltaler over skabelonen "Kurt har altid været en flink fyr".

Kurt Westergaards holdning til islam fylder meget i bogen. Han mener for eksempel, at muslimer i den vestlige verden vælger "at leve i en parallelverden, samtidig med at de ved hjælp af terror og vold prøver at nedbryde vore værdier". Faderen i en muslimsk familie "fastlægger suverænt den enkeltes skæbne, som f.eks. arrangerede ægteskaber" - og så videre i den dur. Det er netop den holdning til muslimer, Kurt Westergaard en dag i 2005 illustrerer i Muhammed-tegningen. Her bliver fortællingen faktisk stedvist interessant, uden dog at tilføre den velkendte historie noget nyt, og undervejs må man hæve øjenbrynene. Kurt Westergaard har for eksempel denne tolkning af holdningen på Jyllands-Postens redaktion: "Alle bakkede op om situationen." Virkelig? Vil alle på Jyllands-Posten skrive under på den udlægning?

Skulle man have interesse for Kurt Westergaard, kan Anne Sofie Kraghs portræt i Euroman anbefales. "Manden bag stregen" er derimod den ringeste bog, jeg nogensinde har læst.

Forlaget Mine Erindringer 2010. 277 sider.

Oprindeligt trykt i fagbladet Journalisten, november 2010.