En dag skinner solen også på en hunds røv. Sanne Munk Jensen

Statusopdateringer
Ida Ebbensgaard synes alle skal læse "En dag skinner solen også på en hunds røv" af Sanne Munk Jensen.
38 minutter siden

Hjerneskarpt sprog, hun er sgu rap. Bar-ordvekslinger af typen:
Hans ven, som nærmest var en slags overvægtig, flippet udgave af Andy Garcia, kom hen og gav hånd og præsenterede sig. Han hed Dante. Selvfølgelig gjorde han det.
"Hvad var der i vejen med Argamemnon? Var det taget?"
"Udnskyld frøken, hvad siger de?"

Straight story, og så alligevel med et helt uventet twist til sidst. Helt vildt meget familie-fuckup, men som med alle gode ungdomsbøger: Fyldt med håb. Manner, sådan en bog ville jeg gerne skrive.

Men hvor er det grineren, at nordmændene i deres oversættelse af bogen tilsyneladende ikke tør kalde bogen noget med røv, ikke engang når det er en hunderøv. Til det er der blot at sige: RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV and goodnight Norway wherever you are.

Stormen i 99. Kristian Bang Foss

PROL. At komme direkte fra Kundera ned i KB's bog er lidt som at komme ned af en bakke på rulleskøjter og så køre ind på en grusvej: Man falder, og man slår sig. Når bogens første kapitler beskriver emner som 'lort knækker af' og 'kok boller kødfars', bliver trætheden næsten fysisk slående: pikprosaen og dens fækale sidegenrer er hverken særligt charmerende eller særlig interessant.

Men-men-men så sker der faktisk noget undervejs i læsningen. Der kommer en musik ind. Nogle meget elegante beskrivelser, lidt urealisme, nogle fine og uventede kanter på karaktererne. Det er ikke bare prol, det er en hel arbejdsplads som symbol for en kollektiv mental pausetilstand. Det begynder at give mening, og når KB samtidig skriver virkelig godt, ja, så kommer der rent faktisk en god bog ud af det.

Gyldendal 2008, 245 sider.