søndag, marts 30, 2008

Poesibog. Naja Marie Aidt

SØD TØS. Eslund havde i går inviteret sit kobbel af litterære hangarounds til Piratoplæsning, komplet med stjernedrys (Naja), pandelampeoplyst Ernst Jünger-oplæsning og en overlevende firserdigter med sin "fantombror Michael" (Strunge, må det formodes). Fænomenet stod på i en brandfælde af et kollektiv ved navn 'Gys Arkitektur', som havde halveret antallet af litteraturstuderende på KU, hvis uheldet havde været ude. Der var mere proppet end til et auguku og som altid til disse ting: Overvægt af piger med specielle features. En pige kom i lyserød kedeldragt med hvid krave, håret sat dronningeagtigt (foldet ind i sig selv ned langs siderne af hovedet) og meget store, spektakulære øreringe. En anden sad direkte under oplæserne med platinblondt, kort hår strøget ned over højre øje, rød skjorte, sort tørklæde med hvide prikker, ultratighte sorte jeans, helt tyndt hvidt bælte og nederst et par sorte støvler med en rød flamme af læder fra svang til akilleshæl, alles so ganz berlinerisch. Min personlige feature var en pose øl. Og lidt skotstern.

I København bliver ethvert optræk til undergrund selvfølgelig straks invaderet af avisskribenter (Kamilla Löfström og Bukdahl) og altså en vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, heldigvis fortrak de ind i et særligt rum for de voksne og rigtige digtere, mens vi andre wannabes drak øl fra kiosken og røg Agnetes smøger.

Men Naja læste altså op. Hun havde sat mange papirsklips i bogen, men valgte kun et par af de karakteristiske Engang'er og det ultrasmukke Vinterglæder, som minder mig meget om den smukke suite, Eslund indleder sin samling med. Men i det hele taget er der mange slægtsskaber i Poesibog, og det er ikke bare fint, det er afgørende godt. Naja stod der i det ultratætpakkede rum, en gammel rakket mikrofon forstærket af en frønnet Boomblaster. Læste langsomt, levende, hæst, og hun er så smuk, at det gør en forskel.

Gyldendal reklamerer med, at et enkeltindivid af den slags, der befatter sine meninger i aviser, kalder Poesibog for 'suveræn'. Men der er kun en faktor, der kan afsløre, om digte er suveræne: Tid. Bliver de stående eller falder de i glemsel? - som i denne uge, hvor jeg i hast måtte slå en helt afgørende linje i Hjemfalden op, og pulsen faldt først, da digtet var fundet og genopfrisket, så jeg igen kan det 'med hjertet', som engelsk så poetisk udtrykker det. Vinterglæder og Søndag. De kunne godt blive stående. Jeg håber, de gør. Jeg tror det.

Gyldendal 2008, 89 sider.

fredag, marts 28, 2008

Ambassadøren. Bragi Ólafsson

SPEJLE. Det er selvfølgelig heller ikke en nådig opgave inden for kategorien Island at følge op på Stormland, som rangerer meget højt på Bogkassens rangliste. For Ambassadørens ur tikker i et helt andet tempo. Her gælder det om at spidse ørerne lidt mere. Og lægge mærke til, hvad der står og ikke står, for tingene vender tilbage alle sammen i historien, går i ring og fletter sig ind i hinanden. En frakke er ikke bare en frakke, og mor står i vinduet af mange grunde. Sturla er lyriker, snart eks-lyriker, og alt, hvad han har skrevet, dukker pludselig op igen i nye sammenhænge. Erindret, mødt eller stjålet. I Litauen og på Island. (Som altid reagerede jeg fra start negativt på, at hovedpersonen er forfattere. Jeg bryder mig ikke om den slags metatekst, det bliver let krukket - hvilket alligevel gør det lidt utroligt, at Nanna R.K. og jeg netop har valgt en "forfatter" som hovedperson til den slyngelhistorie af en fortælling, vi skrev i vinter og som jeg ville linke til, hvis jeg kunne finde ud af, hvordan man oploadede et worddokument).

Bøger bør omtales på deres egne præmisser. Og jeg tror egentlig ikke, at jeg er i målgruppen eller helt er med på bogens præmisser. Og det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.

Men om en ting kan jeg tale: ALVERDENS BAGSIDETEKSTSKRIVERE, vil I ikke nok holde op med at skrive på bagsiden, hvad der sker inden for bøgers sidste 30 sider? I tager al damp ud af kampen.

Athene, 2008. 333 sider.

onsdag, marts 26, 2008

Afgrundens Rand. Christian Dorph og Simon Pasternak

RICHTER. Ceci n'est pas un livre - det er en film. En tjubang og hæsblæs én af slagsen, nedskrevet og indsvøbt i klassisk krimiomslag: Sølvbogstaver, anonym læderjakke og ildevarslende herreringe. Handlingen løber langt mere enstrenget end sidst, og det glæder en enfoldig læser som den nærværende. Der bliver sværmet lige rigeligt om detaljer om bukser og hårlængde, et par darlings skulle have haft kniven (den får et par karakterer i bogen så til gengæld at føle, også i den grad).

For på en måde skriver de stadig for ... parfumeret: Mere antydning, mindre splat og udpensling ville klæde den. Og længden, d'herrer, længden: Når bøger runder 400 sider udløser det altså en flad. Til gengæld bider humoren uforlignelig, den svirper med halen. Hep-hep for Anita Politikvinde, som prøver kræfter med en mandeverden, gid hun vinder (80'er-opfølgningen må vise det). Og elsker de små fornærmelser - gad vide, hvad Adam Wolff mon egentlig synes om at optræde i romanen.

Og så fortjener det altså en ekstra stjerne, når forfattere kan finde ud af at holde ordentlige kick-off-fester. Sikke et hus, smukke mænd og skarpe damer. Skynd jer at skrive en bog mere.

I øvrigt kan man møde dem begge i morgen torsdag d.27. kl. 20 på Vartov. I'm in.
... Og kan efter afholdt 'Forfatteraften' frekventeret af stenhårdt velafrettede fornuftige unge mennesker, der siddende på fletsæder fik serveret bøssesex og afskårne tunger må jeg indrømme: Første kapitel, nu genoplæst, er helt fucking forrygende. Skrive skrive, det kan de.

Gyldendal 2007, 408 sider.

lørdag, marts 15, 2008

Fåresyge. Ina Merete Schmidt

MÆH. Der er noget med længden, jeg godt kan lide. Der er alt for mange lange romaner. Jeg så, at Naja Maria Aidt i forbindelse med, at hun i sidste uge fik Nordisk Råds litteraturpris, sagde, at hun mente, at novellen var det ultimative format i en hverdag, der er presset og tæt. Enhver har tid til at læse en kort historie. Fåresyge er også en ret kort historie, og det er fint. Romaner bliver ikke nødvendigvis bedre af at være 350 sider, tværtimod. Og Inas stil er jo komprimeret, underspillet ironisk, skarp og morsom, det er ikke at skrive det store følelsesmæssige epos. Flere korte romaner, tak. Og meget gerne fra Inas hånd.

Gyldendal 2008, 197 ikke for omfangsrige sider.

søndag, marts 02, 2008

Nexø Trawl. Dennis Gade Kofod.

BAGLANDET. Om Nexø Trawl kan man tænke over følgende:
- Er "Blod og benzin, Thomas er et lig" mon ikke den mest smashing førstesætning ever?
- Resten af indholdet er også smashing.
- Den bliver liiidt lang undervejs, hvis man ikke er helt inde i referencerne.
- Sjovt at starte bogen med et kapitel, som opridser hele handlingen. En slags mestersonet, tribute til gamle Christensen.
- Mødte en bornholmer med smarte konsulentbriller forleden, som følte sin virkelighed afspejlet 1:1 i bogen. Og han var glad for, at Bornholm blev behandlet respektfuldt, hvilket i sig selv er noget at tænke over. Øpatriotisme.
- Er det mon et plus i litteraturkredse at være elsket af Jyllands-Posten?
- Der er altså en grund til, at han er elsket af JP.
- Mon ikke, at DGK (hvad blev der af andersen??) er det bedste bud på en rigtig stor forfatter fra vores generation pt.? Altså generationen efter de stærke damer.
- Denne fine følsomhed, som er uventet, og derfor er så god. Det bliver aldrig pænt og følt.
- Næste bog bør hedde Baglandet.

Rosinante 2007. 230 sider