DEN STØRSTE LUKSUS
Tid hører til det fortravlede samfunds største mangelvarer. Men er man villig til at ofre lidt af det materielle, er det muligt at skrue ned for hastigheden for en periode. Og det bliver væsentligt sjovere at jette af sted med 180 i timen, hvis man af og til også holder ind på rastepladserne.Politiken, Videnskab og Debat, bagsiden, 4. februar 2007.Af Ida EbbensgaardDet kræver god tid at koge en ordentlig gryde Texas chili. Kødet skal pudses, koges i timer i kaffe og øl, hvile, og rundes af med mørk chokolade. Fra indkøb til man kan sætte tænderne i vintermaden, går der nemt fem timer. Ikke intensivt, men frem og tilbage. Røre i gryden, skal der mere spidskommen i? Lidt mere kaffe?
At kunne bruge en halv dag på at tilberede en gryde chili fra bunden hører til en af de friheder, jeg i øjeblikket har i hverdagen. I sommer sagde jeg nemlig mit job med pensionsordning, god løn og en lang arbejdsuge op for i en periode at trække vejret i et andet tempo.
Trekvart million danske husstande er friværdimillionærer. Mange omsætter pengene i Svanekøkkener, Poul Kjærholm-stole, Philip Starck-designet plastikskrammel, Vipp-spande og en firehjulstrækker. Andre store beløb bliver investeret i aktier, pensionsopsparinger og fast ejendom. Aktiekulturen synes endelig og med ti års forsinkelse at være nået over sundet fra Sverige til Danmark, jubler bankerne.
Samtidig er den danske arbejdsstyrke ved at segne af stress. Én efter én melder faggrupperne sig på banen med skyhøje statistikker over, hvor mange der føler, at de lider under arbejdspresset og har problemer med at få enderne i familielivet og arbejdslivet til at nå hinanden.
Det er et fremtidsperspektiv, der har fået mig til at rynke brynene: Småbørnsfamilierne synes til tider nærmest at kæmpe for overlevelsen, de midaldrende halser af sted med tungen ud af munden, min forældres generation, der nærmer sig pensionsalderen, har puklet i mange år og pukler stadig. Ikke nødvendigvis et tillokkende scenarie for mine kommende 35 år på arbejdsmarkedet.
Der er altså noget, der ikke hænger sammen. Er det virkelig lykkedes Danske Invest at indbilde danskerne ved at spille på balalajka i tv-reklamer, at man skal arbejde sig en pukkel til for at kunne leve gyldent, når man bliver 65 år? At man ikke kan være bekendt at vise vennerne et køkken, der er mere end syv år gammelt? At der skal være friske kammuslinger og præmierødvin til en middag, inden det er godt nok? Intet synes dog mere ideforladt end denne dybt forudsigelige forbrugerisme, som sociologen Zygmunt Bauman kalder det. En mekanisme, som enhver livsstilsekspert i ethvert tv-koncept naturligvis gennemskuer på stedet.
Som Vita Andersens tryghedsnarkomaner sidder de dér med fløjtende stress i de perfekte hjem med de perfekte venner og spiser perfekt mad.
Siden jeg blev færdiguddannet for fem år siden, har jeg haft flere spændende, men krævende job. Når nogen spurgte mig, hvordan det gik, ville det mest korrekte svar ofte være: Stærkt. Som så mange andre har jeg arbejdet i højt gear med meget arbejde, men også med mange privilegier.
I dette efterår har jeg haft tid til at rejse ud i verden og rejse ind i verden. Se mig om. Sige ja til projekter, jeg normalt ikke ville have mulighed for at gå med på. Se mine venner (når de altså har tid). At indskrive mig på universitetet har været en oplagt ramme for mit projekt, fordi jeg søger fordybelsen. Andre måtte vælge at sejle jorden rundt eller skrive en bog.
At vælge tid frem for penge er ikke uden omkostninger, heller ikke for mig. Jeg er ingen frøken friværdi, og jeg er ikke engang berettiget til SU. Så jeg drikker færre 28 kroners café latte på de københavnske cafeer og vinterstøvlerne fra sidste år kommer til at holde en sæson mere. Det klarer både de og jeg nok.
Et er penge, noget andet er prestige: Jeg kan ikke længere flashe en attraktiv titel fra en fancy mediearbejdsplads, når jeg møder nye folk – ikke uvæsentligt i et samfund, hvor identitet og arbejdsidentitet ofte hænger snævert sammen. Til gengæld bliver jeg aldrig ringet op onsdag aften med et ”Gider du ikke lige …?” Og jeg ringer heller ikke selv.
Hans Magnus Enzensberger opregnede i 1995 om sin forestilling om fremtidens luksus. Han profeterede, at tid ville blive ”den vigtigste af alle luksusgoder”. For skolelæreren, der er afhængig af skemaet, pendleren af myldretiden, hjemmehjælperen af stopuret.
Men tid er ikke bare et kvantitativt fænomen, bemærkede Enzensberger: Bizart nok kan eliterne bestemme mindst frit over deres egen tid, fordi mange er spundet ind i krav om øjeblikkelighed og tilgængelighed – krav, der smadrer og udvisker deres arbejdstid. En tendens, det er en banalitet at konstatere er mangedoblet, siden Enzensberger skrev sit essay for ti år siden.
Tid rammer i dag definitionen på luksus på flere områder: Det er en bekvemmelighed, som mange ikke oplever, at de har råd til at tage sig, altså er den kostbar. At tid er en knap ressource, gør den eksklusiv – som Coco Chanel har sagt, er det modsatte af luksus ikke fattigdom, men det vulgære, det almindelige.
Jeg har valgt den største luksus i det senmoderne samfund: Tid.
At give sig tid handler ikke om at sætte sig ud i sin kolonihave i en uldsweater, stuve hjemmedyrket grønkål og forbande det moderne samfunds motorveje og karriereræs.
Pointen er snarere, at det overhovedet er muligt at skifte gear. At det kan være fedt at jette af sted med 180 kilometer i timen, men hverken nødvendigt eller sjovt at gøre det hele tiden. At letheden og det høje tempo kun giver mening, hvis det bliver modsvaret af tider med langsomhed og fordybelse.
Forfatteren Milan Kundera har sat mønsteret på formel: Hurtigheden er proportional med glemselen, langsomheden er proportional med erindringen. For når man giver sig tid, dukker nogle af de helt dyre spørgsmål også op. Hvorfor? Hvorhen? Vigtige spørgsmål, som ikke bliver trængt i baggrunden af dagligdagens gøremål.
Ved at skrue ned for hastigheden falder lydniveauet også. Der er af og til stille i min hverdag nu. Helt stille. Ligesom støj findes stilhed i flere variationer: Der er læsesalens fortættede stilhed, hvor aktiviteten er høj, men ingen siger noget. Der er fraværet af lyd: En mobiltelefon, der ikke ringer. Der er min baggårds ubefolkede stilhed en råkold eftermiddag i det sidste sparsomme sollys på altanen. Mindre støj gør det nemmere at lytte, når mennesker taler til én.
Jeg har ikke tænkt mig at holde kæft i årevis og jeg springer ikke ud som hjemmegående husmor. Men når jeg igen løber stærkt i mit næste job – for det kommer jeg til – bliver det med en viden om, at det kan lade sig gøre at skrue ned. En viden om, at det bliver sjovere at løbe stærkt, hvis man puster ud indimellem. At det er pengene, besværet og ikke mindst tiden værd at gøre det. Og at man bliver djævelsk god til at koge chili.
Milan Kundera: Langsomheden. Gyldendal 1996. 110 sider.
SKÆGPEST. Så er det ned i boghandlen, og det er nu. Det her er en af de mest tankevækkende og interessante bøger, der er udkommet længe. Journalisten Norah Vincent går undercover som manden Ned Vincent i halvandet år. På fuldt blus og falsk skæg: Ned melder sig ind i en bowlingklub, besøger stripklubber, får et job i testosteron-salgs-helvedet, går i katolsk kloster. Og hun bliver overrasket over, hvad hun finder: Hun tror, at nu skal hun til at fyre den af som det overlegne køn med alle mulighederne. Men finder noget helt andet.
