En kort historie om næsten alt. Bill Bryson.

KOMMENTAR. VÆRSGO, HELGE SANDER: HER ER DIT VÅBEN

Ræk efter stjernerne, Sander. Så skal du nok få unge til at læse nanotek, biotek, hvad-som-tek. Løsningen er naturvidenskabens svar på Harry Potter: Tyk som en mursten. Og helt umulig at lægge fra sig.

Politiken 29. april 2006, Bøger, side 2
Af Ida Ebbensgaard

Da jeg gik i 2.g for godt 10 år siden, drømte jeg om at studere astronomi: Jeg var topfascineret af fjerne galakser, tvillingesole, og sorte huller. Af at tiden går langsommere, når man nærmer sig lysets hastighed, så en astronaut, der vender hjem fra en lang rumrejse, i mellemtiden er blevet yngre end sin tvillingebror.
Så da vi skulle vælge valgfag til 3.g, satte jeg kryds ved matematik og fysik på højt niveau - et krav for at komme ind på fysik på universitet, vejen til astronomi.
Men noget gik ikke som forventet. I løbet af 3.g blev jeg ganske hæderlig til at beregne skalarprodukter, harmoniske svingninger og at slå op i formelsamlinger
Men fascinationen forsvandt. Jeg glemte alt om astronomien. Og da jeg sendte min blanket til den koordinerede tilmelding inden 15. marts 1998, stod der ingen naturvidenskabelige fag på min ønskeliste, men derimod journalistik.
Og det er faktisk først med Bill Brysons moppedreng 'En kort historie om næsten alt', at jeg igen er kommet i tanke om funky konstruktioner som Big Bang, atomer og ikke mindst supernovaerne: Kæmpestjerner, der kollapser, for derefter at eksplodere spektakulært og på et øjeblik frigøre lige så meget energi som hundrede milliarder sole på én gang. Tag den!
Eller hvad med, at selv ud fra de mest pessimistiske beregninger findes der millioner af avancerede civilisationer alene her i Mælkevejen. De er bare alt, alt for langt væk til, at vi kan have noget med dem at gøre. (Alene antallet af nuller, der skal sættes på de tal, der beskriver afstanden, er svimlende).
I alt 660 sider. Jeg slugte dem som en 11-årig, der lige har fået sin nye Harry Potter-bog. Og genopdagede den interesse, der blev dræbt i 3.g.
Og det må jovære interessant for en videnskabsminister som hr. Helge Sander (V), der rigtig gerne vil have sluset folk ind på de naturvidenskabelige uddannelser. Det er jo det, Danmark skal leve af, lyder mantraet igen og igen. Ministeren taler om »fremtidssikring af dansk erhvervslivs konkurrenceevne«.
Men hvornår har nogen, bare én person, valgt et studium, fordi vedkommende ønskede at fremtidssikre erhvervslivets konkurrenceevne? Vis mig den, der gør, og jeg skal vise dig en person, der er fejlcastet til sit studium.
Helge Sander kan måske nok hive en enkelt eller to studerende med dårlig økonomi over på naturvidenskab, hvis han finder på at give dem mere i SU. Men helt grundlæggende vælger man da studium ud fra, hvad man har lyst til at læse. Ud fra, hvad man drømmer om at beskæftige sig med. Ud fra hvad man synes, lyder fedt.
Og i naturvidenskabs tilfælde rimer det på fascination: Ultrakorte øjeblikke. Svimlende afstande. Ubærlige tidsspænd.
Bill Bryson minder om, at verden - universet inklusive - er forrygende. Listen af lang: Fra mikrober, der er så sejlivede, at de kan overleve ved at spise nukleart affald fra atomkraftværker, til fysikernes bekymringer for, at de under eksperimenter med atomer i store partikelacceleratorer uforvarende kan komme til at skabe et sort hul, eller endnu værre, et fænomen ved navn 'strangelets', som i princippet kan brede sig ukontrollerbart. Men, som Bill Bryson med karakteristisk tør humor konstaterer: »Hvis du læser dette, er det ikke sket«.
Det hele formidlet i bedste Da Vinci-stil med cliff-hangers fra kapitel til kapitel, masser af humor og uovertrufne pædagogiske formidlingsevner.
Hvis du virkeligvil have unge til at læse naturvidenskab, hr. videnskabsminister, skulle du stikke gymnasieeleverne en udgave af 'En kort historie om næsten alt'. Så vælger de fysik, nanotek, biotek og kemi, fordi de ikke kan lade være. Ikke fordi de skal.
Men måske skal du vente et øjeblik, inden du køber stakken. Der går nemlig rygter om, at Gyldendal overvejer at udgive den illustrerede version på dansk, og den er ikke bare fed, den er rrrrr-så-fed, jeg har allerede været nede i boghandleren og sætte fedtede fingre på den engelske udgave.
Men foreløbig kan du jo sende ministersekretæren ned efter begge udgaver. Og se, om du selv kan slippe dem igen.

Gyldendal 2005, 660 sider.

Solvinden. Daniel Dencik

RUM. Det var da godt nok den mest oversete digtsamling. Har aldrig hørt om ham, Daniel Dencik, jeg nuppede hans bog på bøger-ingen-vil-have-hylden inde på avisen, det var sgu ikke coveret, man falder for, det er vist det grimmeste siden Shylas Ansigt (sorry, martin, but) men indholdet! Nærværende, konkret, om det så handler om skjorter eller sol eller hans ven, der blev sendt tilbage til Armenien, mange af dem er små historier. På en måde minder den lidt i tone om Brummstein.
Måske er den ikke overset, måske er det bare mig, der ikke har hørt om bogen før.
Det ville være helt uretfærdigt at give smagsprøver, for mange af teksterne fylder en hel side og når at slå cirkler og forbinde punkter, men her er alligevel, helt uretfærdigt, en af de allerkorteste, "HINDBÆR":

en færge i tæt tåge
læse sporten
vågne ved en kvinde
og det er januar.
hindbær.

husk de ting.
brug dem.

Ha! Man skulle næsten tro, han var tøs! Lidt research viser, at han er ikke er tøs, han er filmklipper og manuskriptforfatter, og det giver ret god mening. Og at jeg faktisk læste Bukdahls anmeldelse, da bogen kom, det har jeg bare glemt, og godt det samme, for den var ikke god.

Gyldendal 2005, 64 sider.

Digte fra 1990'erne. Antologi og Encyklopædi. Ved Niels Lyngsø

KAKOFONI. Nu ved jeg, hvorfor digte bliver udgivet i samlinger: Det er simpelthen lige som at få revet hovedet af at læse digte sammensat på den måde, det er alt for uharmonisk, for hakkende, som en lektie, der skal læses.

Måske er det hele denne Borum-Bukdahl-Jesper-fucking-69-Greens insisteren på, at der findes generationer, der irriterer mig. Som Lyngsøe heldigvis da også skriver i encyklopædidelen bagerst om, at der ikke er overbevisende fællestræk ved 90'er-digtene: "Det er sjældent noget problem for de pågældende digtere, men kan være det for visse litteraturformidlere".

Noget er junk, andre er ret gode, Mikkel Thykier, Morten Blok, Naja Maria Aidt, Hans Otto J. har skrevet et fantastisk godt et om veer, sex og strik (vidste ikke, at han kunne digte) og Kirsten Hammanns all time greatest Jeg er så træt af min krop. Der er et Dorph-digt, som bare stråler, det er så smooth og lækkert som en kaninpels, som duften af pigers tørklæder eller appetizerne på en rigtig god restaurant.

Politikens Forlag, 2000, 100 sider.

Krig og Kærlighed. Henrik Saxgren.

MULTIKULTI. Helt fantastisk fotobog med danskere, nordmænd, islændinge, grønlændere - som oprindeligt kommer andre steder fra. Sri lankaneren, der arbejder på fiskefebrikken i Nordnorge; hollænderen, der sprang ud som bøsse i Jylland; Russeren, der får sin pension fra Sibirien; de brasilianske piger i Lapland (coveret); og ikke mindst japaneren, der blev fanger på Grønland - og som fuldstændig ligner, at han kommer fra samme by som sin grønlandske kone. Suppleret med deres historier, som er så enkle, så fine, så menneskelige. Helt simple billeder af folkeslag, der bliver blandet op med gener fra den anden side af kloden. Jeg har godt nok ikke læst den hele (i modsætning til de andre bøger i denne blog), men kun brugt en halv time på den over en kop kakao nede i Gad på Strøget, som har lavet en lille læsebar. Men det er virkelig coffee table/venteværelseslæsning med indhold.

Gyldendal 2006. 272 sider.

I strid med naturen. Michael Rothenborg

PRINSESSE NATUR OG DE ONDE LANDMÆND. Hvordan går miljøet mon egentlig og har det i øjeblikket? Nu har jeg jo selv dækket området, men det er rart at få nogle af de store miljøsager gengivet kort over en periode: Dagbladsjournalistik er i sin natur fragmenteret, og sådan noget som miljø kan være både teknisk og langstrakt. Den fælde falder Rothenborg ikke i, han giver uden for mange tekniske dikkedarer et overskueligt vue over de store sager i dansk miljø, nå ja, vel mest hans egne store sager - for hvad laver Hans Christian Schmidts vennetjenester egl. i en bog om naturen? Det er jo et forvaltningsspørgsmål.

Rothenborg er begavet med et ekstremt velsmurt sprog, benhård argumentation, indblik, overskud og et skarpt syn, han ser de mest fantastiske detaljer og er god til at bruge dem offensivt. Pludselig bliver det tillagt betydning, at der er plasticfrugter i skålen hjemme hos familien Gæmelke. Det er der sgu i mange hjem uden for København. Men det er en god iagttagelse.

Bogen er bygget op efter en helt klassisk aktantmodel.
Der er castet en skurk, modstander, trolden: Landbruget - sekundært danskernes manglende miljøbevidsthed. Det står der faktisk sort på hvidt i interviewet med Gæmelke, der drømmer om "et samfund, hvor landmænd igen er helte og ikke skurke".
Objektet, prinsessen, offeret: Danmarks natur & miljø. Hasselmus og højmoser.
Subjektet, helten, er i denne bog SF og Danmarks Naturfredningsforening og diverse andre græsrødder.
I rollen som hjælper, i eventyr typisk den gamle mand eller små, grimme Disney-figurer, der pludselig bryder ud i sang, finder vi miljøretseksperter, fx Peter Pagh, og EU, som med sine stramme miljøkrav tvinger Danmark til at passe bedre på miljøet.
Aktantmodellens giver, kongen, prinsessens far, er i dette tilfælde de tidligere generationer, der har passet på naturen til nu. "Den natur, der var på Gorm den Gamles tid", som Harritz fra Naturfredningsforeningen siger.

Modellen gør det nemt at forstå historien. Vi kan sætte aktørerne op over for hinanden. Vi forstår, hvem vi skal holde med.
Problemet er bare, at modellen fastholder aktørerne i deres roller. De kan ikke slippe ud af dem. Og når de prøver, tror man ikke på det. Man behøver ikke at have gennemgået et basiskursus på RUC i diskursanalyse for at gennemskue den sag. Som det også bliver fremført flere gange, har landbruget faktisk reduceret udslippet af kvælstof og fosfor markant gennem årene. Men på grund af bogens indre logik bliver det i stedet til en sejr for heltene, ikke et udslag af samarbejdsvilje fra landbrugets side. En trold begynder jo heller ikke lige pludselig at lave frivilligt socialt arbejde, vel. Landbruget bliver i stedet tillagt en standardmodel til at benægte miljøproblemer, som de selv pure afviser, og hvem siger så egentlig, at den er rigtig - andre end Rothenborg selv?

Ikke mindre problematisk bliver det for mig, at græsrødderne og SF'erne i helterollen kommer til at optræde som sandhedsvidner for naturen og miljøet. Særligt, når begge grupper endda erkender, at man faktisk skal se på økonomien også, det gør dem spiselige, ikke rabiate. Men der er ingen helte, ingen sandhedsvidner. Det er en afvejning af interesser, ja, det er jo netop politik. Der er holdninger, og derfor er der politikere og interesseorganisationer. Som SF og DN og Landbrugsraadet.

Præmissen er, at man skal bevare naturen - for enhver realistisk pris. Men diskuterer ikke, hvad der egentlig ville ske, hvis naturen forandrede sig, eventuelt på bekostning af nogle moser. Ærgerligt nok går bogen næsten ikke ind i diskussionen om nationalparkerne, det største folkelige naturprojekt de kommende år. For her kunne man måske sige: You win some, you loose some.

Poul Reichard har én gang for alle forladt gårdspladsen med et halmstrå i munden. Dansk landbrug er en industri på linje med medicinalvirksomheder, plastikkopproducenter og luftfart, og de skal behandles som sådan.
Jeg kom til at tænke på det hollandske PIG CITY-projekt fra det kool(-haas'ke) arkitektfirma MVRDV, hvor grisene er stablet i højhuse, langt fra mennesker og med slagteri i stueetagen, så man undgår dyretransporter. Uanset, hvad man mener om projektet, er det i hvert fald en nytænkning. Men bogen giver mig i stedet antydningen af absolutisme i munden: Prinsesse Natur skal reddes fra de onde landmænd. Og at angribe det på den måde giver ikke meget plads til nuancer & realpolitik - og det får næppe eventyret til at ende lykkeligt. Gid fanden havde brødrene Grimm.

Det blev langt. Men jeg har jo også et minimalt ejerskab udover at være kollega med Michael: At levere titlen, "I strid med naturen", er vel foreløbig det tætteste, jeg er kommet på at figurere på titelbladet af en bog.

Gyldendal 2006. 192 sider.